juni 10, 2018

Page

Page, Arizona, er stedet, der årligt besøges af 3 mio turister og to bydele er dedikeret til hoteller og restauranter. Vi boede på det nyopførte Wingate og fra vores værelse er der udsigt til Glen Canyon dæmningen. Page opstod som satellitby for arbejdere, der i 60’erne byggede dæmningen, der ses herunder. Området var før en del af Navajo Nation og 30 % af indbyggerne er indfødte amerikanere.

Opholdet her var en af de positive overraskelser på turen. Her fik vi alt det vi havde regnet med også at få ved Monument Valley og Grand Canyon. Naturen her er helt fantastisk – og der var en, der havde et brændende ønske om at besøge Antelope Canyon, der også ligger i Navajo reservatet og er et helligt område. Man kan besøge Upper og Lower Canyon, hvor vi besøgte sidstnævnte. Det er skåret ud af sandstensklippen igennem 50 mio år og de bølgende vægge giver en helt speciel atmosfære, lys & luft.

Man kan bestille sin tour online hos de forskellige udbydere, men man kan ikke altid regne med det, når der står udsolgt eller få ture. Så derfor tog vi chancen en af de sidste dage og stod tidligt op inden vi skulle videre i programmet. Det første sted vi ville køre ind var lukket, men næste sted var åbent og så ud til at være godt fyldt – men vi havde hørt, at man også kunne være heldig ved “just show up and ask” – så det gjorde vi og vi var heldige at komme med en tur kl. 8 (ca. 20 min senere end vi ankom), hvor morgensolen stadig er behagelig og fin – inden den når helt ned i dalen også.

Turene afgår ca hver halve time hvert sted, og priserne varierer ca. 10$ afhængig af, om man vil i Upper eller Lower og selvsagt tidspunkt og varighed. Guiderne er alle indfødte amerikanere og der skal betales afgift til høvdingen – hvad han så gør med pengene kan vi kun gætte på.

En anden meget imponerende klippeformation i området er Horseshoe Bend. Det ligger 5 minutter syd for Page. Coloradofloden har skåret sig dybt ned i sandet og fra toppen af klipperne er der 300 meter ned til vandet. Fra vejen er man ikke i tvivl om, hvor man skal parkere, der er mange biler og busser og man er ikke alene i området. Der er rigtig mange besøgende om aftenen, dels pga det køligere vejr, men også fordi solen går ned bag klipperne og lyset bliver mere rødligt. Gåturen er ca 1,2 km hver vej. Det lyder som en let tur, og den er også tilgængelig for de fleste, men foregår 1300 meter over havet og i en ørken.


Vi boede:

Wingate by Wyndham Page
671 Scenic View Rd, Page
AZ 86040, USA

Vi lavede:

Big Johns BBQ – www.bigjohnstexasbbq.com
Glen Canyon Dam Overlook
Horseshoe Bend Observation Area
Ken’s Tours – www.lowerantelope.com/