juni 4, 2018

Monument Valley

Der findes Nationalparker og så findes der Nationalparker. Monument Valley er ikke i den første kategori, men i den anden, forklarede damen ved indgangen. Der skulle købes et nyt adgangspas, da det fra Grand Canyon ikke gælder her. Forklaringen er simpel; vi havde forladt USA uden at bemærke det og havde nu bilens fordæk inde i Navajo Nation, et semi-autonomt område, hvor det stadig er høvdingen der har det sidste ord. 

På Navajo er navnet Tsé Biiʼ Ndzisgaii, eller, Dalen med klipperne. Klippeformationerne er skabt af vind og vejr gennem 50 mio år. Den røde farve kommer af noget så almindeligt som rust. Klipperne og undergrunden indeholder også uran, der fra 1945 til 1967, blev brudt til det voksende amerikanske atomprogram.

60 år senere står over 500 tidligere miner som betændte sår i Navajo Nation. Der har været forhandlinger med både regering og firmaet, der brød uranen for at finde ud af, hvem der nu stod med ansvaret. Resultatet er et forlig på $600 mio, nok til at rydde op i 200 miner. Som en del af forliget skal benyttes lokal arbejdskraft. Der har blandt de indfødte amerikanere været modstand mod vestlig uddannelse og arbejdsløsheden for Navajo folket ligger mellem 40-45 % – så alle jobs er vigtige.

Hvis Hollywood har lært os noget er det, at hvor der er indianere, er der også cowboys. Men ikke hvilke som helst cowboys. Det var her John Wayne og John Ford slog westernuniverset fast med 7” søm, gennem mere end 20 film blandt andet: Diligencen, Fort Apache og Kavaleriets gule bånd.

For at vende tilbage til begyndelsen betalte vi $20 og fik adgang til parken – “The worlds greatest outdoor museum”. I bilen kørte vi op til besøgscenteret og fik en fantastisk udsigt, for bagefter at tage turen omkring klippeformationerne på de primitive grusveje. Kommer man forbi er det noget, man absolut skal gøre. Det anbefales i øvrigt at leje en mini-SUV eller SUV til formålet, da almindelige små biler ikke vil have godt af turen.