september 9, 2018

I Skjoldungernes Land

Lindetræerne står med grønne kroner, vi er på Midtsjælland. Bildækket knaser i gruset og foran os skærer Orehøjvej sig igennem det der engang var skjoldungernesland. Herfra regerede Kong Skjold over Sjælland, som en anden Moses blev han sendt gennem fjorden af Odin, liggende på et skjold med et kornneg som pude.

Til venstre er kongehallerne, fra dem er der frit udsyn over byen, her boede håndværkerne og bønderne. Lader man øjnene vandre videre kan man se stensætningerne, til sammen danner de to store skibe. Her blev de døde stedt til hvile.

En af skjoldungerne døde. Iklædt sit fineste tøj, lå han øverst på et stort bål, hvor der var omkranset af græstørv. Det havde taget bønderne flere dage at bygge den gravhøj der senere blev kendt som Grydehøj.

I kongehallerne sad Rolf. Rolf var af skjoldunge æt (slægt) og regerede Danmark – Kong Dan, der var Skjolds bedstefar, havde for mange år siden samlet landet. Ifølge sagnet var Odin egentlig skjolds far, mens det var Loter også – en succes har mange færde – og det er ikke første eller sidste gang det bliver lidt kompliceret i sagaerne.

Rolf med ryggen mod nord, foran ham buldrede langilden og gnisterne steg til vejrs. En okse var slagtet og blev stegt midt i huset, der var kommet gæster. Langs væggene sad de vejrbidte ansigter og hang, nogle af dem var synligt berusede andre lyttede til samtalen. Med ryggen mod syd, overfor Rolf, sad fire mænd, de var særligt indbudte. Drengen Vøgg var en af dem og med sit ligefremme barnesind taler han til Rolf: “Hvor jeg kommer fra, sagde man at Rolf i Lejre, skulle være den største mand i Norden og her sidder bare en spinkel stage, en krake, skal man kalde ham for konge?” Rolf sugede marven ud af et ben og lo i skægget. ”Du kan blot kalde mig Krake lille dreng, Rolf Krake” sagde han og forærede drengen en guldring, mod han svor at ville hævne Rolf, hvis der skete ham noget. Og det skulle der snart blive brug for.

I sin egen kongehal sidder Kong Adlis bed langilden. Han er konge af Svitjod. Omkring ham er fine silkestoffer og kar med guld, meget af det kommer fra byttehandler og vikingetogter. Men to skatte betyder allermest for Adlis, det er ringen Sveagris og kvinden Yrsa. Yrsa er af saxisk æt. Adlis havde dræbt hendes far under et togt og hun var blevet bragt med tilbage til Uppsala.

Adlis grådighed og rigdomme gav ham mange fjender, blandt andet Lejrekongen Helge Halvdansson. Da Helge står foran Adlis kongsgård, flygter han over stok og sten med sit guld. Yrsa var efterladt og blev nu taget med til Lejre, hvor hun sov med Helge, ud af det kom Rolf. Det er ikke kun de danske konger der vil have del i Adlis rigdom, til stadighed sloges han med Åle, en norsk konge fra området omkring Oslo.

Helge er blevet gammel og svag, tronen er overdraget til Rolf og Yrsa er vendt tilbage til Uppsala. I de mørke vinternætter sidder Adlis og tænker på hvordan han kan få sat en stopper for Åle og hans angreb. Han skuler over langilden og ser ansigterne der er lyst op af flammerne. Han kniber øjnene sammen da han ser Yrsa. “Skulle din søn ikke til at engagere sig lidt i familien” gnækker han.

Nogle uger senere ankommer 12 af Rolfs bedste besærkere til Uppsala, blandt dem Bjarke og Hjalte, men de kommer med en pris. Adlis må til lommerne, prisen er ringen Sveagris. Ved slaget blive Åle bliver banket og sendt hjem til Norge for at slikke sine sår.
I kongehallen løber mjødet i stride strømme ved den efterfølgende sejrsfest. Adlis har planlagt at drikke besærkerne så fulde, at de glemmer deres egentlige forehavende: Sveagris. De danske besærkere skulede til hinanden og sprang hver anden skål over. De ventede på muligheden for at gøre deres herres krav gældende, men en meget påvirket Adlis afslår til sidst “Drag hjem til Rolf, i får intet af os”.

Rolf blev rasende, Adlis var godt nok kendt som en nærig herre, men kunne han ikke engang holde ord overfor familien? Rolf samlede besærkerne og drog afsted, for at aftvinge belønningen. Efter 3 dage ankom de til Uppsala hvor Adlis tog imod gæsterne, sent om aftenen “Hvil jer blot oven på den lange rejse, så klarer vi udeståendet ved morgengry” proklamerede Adlis.

En skikkelse sneg sig rundt om huset hvor Rolf sov med sit følge, de snorkede så det rungede ud over kongsgården og ingen hører skikkelsen der med to slag på en flintesten sætter ild til huset. Rolf vækkes af ilden og flygter med følget ud af det brændende hus. Adlis og hans mænd var som forsvundet. Den eneste der er tilbage er Rolfs egen mor, Yrsa. Hun tager fat i Rolfs hånd og sætter Sveagris på fingeren, til en af besærkerne rækker hun et horn fyldt med guld. “Skynd jeg tilbage til Lejre før Adlis og hans mænd opdager i har overlevet branden” siger hun og kysser Rolf på panden.

Rolf og hans følge rider afsted, men hestene er trætte og Adlis og hans mænd fandt snart ud af planen var mislykkedes. I mørket kan de høre hestene hale ind på dem. I et forsøg på at ryste forfølgerne af sig smider de noget af guldet på jorden. Adlis og hans mænd sænker farten, grådigheden tager over. Da de får samlet det sidste guld op genoptager Adlis forfølgelsen og til sidst når de helt op på siden af Rolf og besærkerne. Rolf tager ringen af fingeren og smider den i mudderet. Adlis er hurtigt af hesten og roder rundt i mudderet efter ringen. “Ha, som et svin i sin svinesti kravler du rundt, den mægtigste mand i Sverige!” fnyste Rolf. Han løftede sit sværd mod himlen og huggede igennem, sværdet skar den ene balle af Adlis, der jamrende satte Sveagris tilbage på sin egen hånd.

I Lejre går dagene og Rolf venter stadig på sin betaling. Han har ikke meget til overs for Adlis forskellige påfund og det bliver Hjarvard af Skåne, der skal betale gælden. Hjarvard er som Adlis, også i familie med Rolf. Rolf tager imod familiemedlemmet der ankommer med vogne fyldt med guld og gaver. Sveagris havde godt nok værdi som hele sjælland, men man må tage hvad man kan.

Som en anden trojansk hest er vognene ikke bare fyldt med gaver, men også soldater. Da mørket havde sænket sig over Lejre kravlede soldaterne ud af vognen og begyndte den nådesløse nedslagtning. Adlis ville ikke betale.
Hjalte som havde været på jagt kommer hjem, netop som soldaterne har forladt vognene. For at advare de andre besærkere synger han det berømte Bjarkemål, for at vække Bjarle og de andre danske krigere.

Sol er oppe, skovens toppe
glimre alt som Gimles tag,
bud os bringer hanevinger,
hanegal om klaren dag.
Vågner! vågner, danske helte!
springer op og spænder bælte!
morgenstund har guld i mund,
morgenstund har guld i mund.

Alle Rolfs mænd bliver slagter, pånær Vøgg og under Hjarvards sejrsfest lever Vøgg op til sit løfte, han lister sig ind på en beruset og småsovende Hjarvard. Med et enkelt stik dræber han ham, men i den efterfølgende tumult bliver han selv dræbt af Hjarvads mænd og således gik gildet fra at være sejrsøl til gravøl, skriver Saxo.

Med lidt fantasi kan man let forestille sig hvor Tolkien har fået inspirationen til Gollum fra. Det er en kendt sag at han var meget inspireret af skjoldungernes sagn i sine bøger. Vi gik selv ned og fodrede nogle heste før vi kørte hjem til København.