december 16, 2018

Bulowville Plantation

De færreste forbinder slaver og sukkerplantager med Florida, men slaver var den primære arbejdskraft på sukkerplantagerne i den østlige del af staten. Florida blev i 1821 en del af USA og med det milde vejr øjnede man muligheden for at dyrke sukker. Charles Wilhelm von Bulow, efterkommer af en tysk præst fra South Carolina, grundlagde plantagen “Bulowville” men efter bare to år på plantagen dør han og sønnen må tage over.

Der hvor Halifax floden knækker lå plantageejerens hus. Med sine to etager ragede det op i landskabet og på begge etager gav en veranda udsigt hele vejen rundt. Herfra kunne von Bulow skue ud over de 46 slavehytter der lå i en halvcirkel omkring huset. Mod syd for lå de to køkkenhytter og mod vest kunne han se skorstenen fra sukkermøllen. Bag slavehytterne lå markerne hvor de sorte kroppe arbejdede mellem svajende sukkerrør, hvidplettede bomuldsbuske og lyserøde indigoblomster. Slavehytterne var cirka 16 kvm store og blev delt af 4 beboere, i dag er der kun nogle spredte sten tilbage. Samtidige kilder hævdede at slaverne på plantagen havde gode forhold, at de kun fik afmålte opgaver og havde fritid til at passe egne nyttehaver og gå på jagt. Rekreative aktiviteter, ville vi mene i dag, men for slaverne var det primært ekstra arbejde der gav plantageejeren mulighed for at spare på udgifterne til forplejning.

Lad mig lige slå fast at slaverne oftest var sorte og samlet tegnede sig for 44% af befolkningen i 1860. Frie slaver var ikke velkomne i Florida og meget blev gjort for at slippe af med dem, det blev Hjort ulovligt at rejse ind i Florida som “frineger” og var man først kommet ind, skulle man melde sig hos en dommer og betale et “administrationsgebyr”. Gjorde man ikke det mistede man sin frihed og tilhørte hvilken som helst hvid person der påkaldte sig ejerskabet. Først i 1865 bliver slaveriet endeligt afskaffet i Florida.

Anderledes var forholdet mellem Seminoleindianerne og de frie slaver, her blev de ofte indlemmet i stammerne eller hyret til at arbejde på lige vilkår.

I starten af året begyndte det hårde arbejde med at plante de spæde sukkerrør. Et arbejde der dog ikke var at regne for noget i forhold til høsten i slutningen af oktober. Efter høsten  blev de kørt til sukkermøllen hvor en dampmaskine sørgede for de blev knust og saften samledes i store kogekar. Dag og nat vågede særlige slaver over karrene, de fjernede urenheder og sørgede for at øse sukkermassen videre til det næste stop med “Jamaica toget” når tiden var inde. I sidste fase krystalliserede sukkeret og blev hældt på tønder. Tønderne stod i 30 dage hvor de blev drænet, før de blev lastet på pramme og sejlet ned af floden. Den sukkerholdige rest-væske blev samlet sammen og solgt til romproduktion.

16 år nåede plantagen at være aktiv inden den blev forladt efter sammenstød mellem indianerne og amerikanske soldater der havde befæstet plantagen og bygget en forpost. Plantagen blev brændt ned til grunden 8 dage senere, formodentlig af indianerne. Nu er der opført et picnicområde hvor huset lå og en smal sti fører til ruinerne af sukkermøllen. Det koster $4 dollar at besøge og er en omvej værd.