juli 27, 2018

Bornholm rundt for sejl

Som barn lå jeg på maven og kiggede mod skoven, det var bag det grønne tæppe havet lå. Man kunne ikke se det, men man kunne høre det. Bølgerne buldrede mod kysten. Havet var min bedstefars levevej. Bølgerne mod vores skibsside, slog også mod min bedstefars skib, som et ekko gennem tiden.

Motorcyklister snakker om frihed men er bundet til sorte smalle striber, planlagt og skabt af mennesker. Ikke som den store blå motorvej, der leder dig rundt om kloden – her er det kun et spørsmål om tid og vind, før vi er fremme.

Hammerhavn

Under skyggen fra middelalderborgen Hammershus ligger Sophie. Med sine 25 fod er hun ikke den største, eller mest udrustede, båd i havnen. Sophie er ældre end mig, hun er fra 1974. Det er der noget trygt ved, hun har prøvet det før, det er kun mig det er nyt for. Med på turen var mine to gode venner Carl og Peter. Da jeg lige var flyttet til københavn var Carl en af de første til at invitere mig hjem til sig selv, noget jeg kvitterede for med et franskbrød. Peter har jeg meget tilfælles med, bl.a. interessen for historie, samfund og ikke mindst snuskede bodegaer.

Vandet indbød til et morgenbad og Hammerhavnen var som en caribisk lagune – der var ikke noget sted jeg hellere ville være. Vi satte kursen mod syd, en kort tur langs klippekysten til Hasle. Det blev en rolig sejlads, for sejl, 3 knob det meste af vejen.

Hasle

Et gammelt bornholmsk mundheld går: Småsyjp, klatgjæjl og hâslabo ska enj vâra saj for. Byen har i mange år været overset af turismen, der har været forbeholdt de nordlige og østlige dele af øen. Turister der på trods af advarslerne alligevel besøger Hasle, er selv ude om det, hvis de ender med at falde for stedet, for her finder du i store træk det uspolerede Bornholm.

Hasle er en industriby med spor tilbage til 1200-tallet og det var her man i 1658 konspirerede mod den svenske besættelse. I dag finder man en tidligere industrihavn, der løbende er blevet transformeret til en lystbådehavn. Den nordlige del af havnen er ombygget til en marina og et helt igennem fantastisk havnebad, byder velkommen når man kommer igennem molehovederne. Der sad vi, 3 generationer om samme bord, med drømmene og lysten til fælles. Det røde bånd fik følgeskab af det blå bånd.

Efter en nat på den samme kajplads som min bedstefar, fortsatte vi syd om Bornholm. Det længste stræk på turen fra Hasle til Snogebæk. På vejen krydsede vi Leonora Christines kølvand og havne-udviddelsen i Rønne. Med en ny kaj håber man at tiltrække flere cruiseturister. Jeg tror ikke det er hvad Bornholm har mest brug for.

Ved Arnager kastede vi anker, vi skulle have dagens bad. Armeret med shampoflasken brød vi overfladen på østersøens grønne vand. Mens vi plaskede rundt havde ankeret sat sig godt fast i bunden. Vi ikke kunne få det op. Ankertovet blev lirket ned om en spilkop og prøvede langsomt at få trukket det fri, men det hjalp ikke. I stedet tog jeg den forkerte beslutning, at start motoren for at gå op i vinden. Det fik ankeret fri, men tovet gik i skruen og motoren satte ud. Med ankeret hængende under båden drev vi mod kysten. Der er ikke meget at gøre i sådan en situation. Jeg måtte i vandet og dykke ned under båden. Heldigvis slap tovet let skruen og vi fik bjærget ankeret. Resten af turen var vi helt alene, ikke et skib på vandet eller et menenske på stranden.

Snogebæk

Vores lidelser var ikke over endnu. Da vi anløb Snogebæk begik vi endnu en begynderfejl og var ikke ordentlig forberedte. Fortøjringerne vi havde fundet frem, var for korte og vinden kom ind fra bagbord. Bådpladsen var af typen med to bøjer agter og molen fremad. Normalt ville man sætte et spring i begge bøjerne og lade båden glide ind på plads ved lav fart, men den korte fortøjring besværliggjorde manøvren. Nogle hektiske minutter senere lå vi med en fortøjring Til den bagbord bøje og molen, men vi kunne puste ud og lægge en plan for resten. To tyske sejlere havde hjulpet os med at få en fortøjring i land. Vi manglede et sidste spring for at ligge ordentligt, uden parlamenteren hoppede Peter resolut i vandet med fortøjningen. To svømmetag senere var han ude ved bøjen og gjorde fortøjringen fast, noget de tyske sejlere nok ikke havde set før. Om natten lå vi uroligt og støjen fra Sørens Værtshus forsatte til den lyse morgen.

Snogebæk kunne egentlig have ligget mange andre steder end lige her. Der er noget universelt ved det gamle fiskerleje, noget trygt, noget der tiltrækker de samme mennesker som alle de andre steder, noget der gør at man måler det med andre danske sommerferiebyer. Og der er hvad der skal være i en sommerferieby; buffetrestauranter, isbutikker og souvenirs. Var jeg nu i Snogebæk eller Hornbæk?

Listed

Næste morgen var det blik stille og havet lignede kviksølv, temperaturen var allerede oppe på 23 grader. For motor forlod vi tidligt Snogebæk og havde besluttet at vi sagtens kunne lave morgenmaden til søs. Morgenmaden var er fast element og bestod hver morgen af spejlæg, baked beans og panderistet toastbrød. Efter et par timer for motor rundede vi Svaneke fyr og kunne skimte Listed. Da solen gik ned over Listed kiggede jeg op, på sommerhimlen trådte Cassiopeia og Store Bjørn tydeligt frem og i det fjerne blinker fyret på Christiansø, vores næste mål. På havnen skålede vi solen under horisonten. Med vinen brusende i blodet fik vi drøftet hvad der var værd at drøfte. Resten kunne vi alligevel ikke gøre noget ved.

I horisonten trådte Ertholmene frem, vi havde ikke længere fyrets blink at navigere efter og kortplotteren var stået af, heldigvis havde vi stadig GPS’en og søkort så vi kunne udstikke en kurs. Midt på Østersøen var vinden god og med genus og storsejl lå vi omkring 5 knob. Men tæt ved Ertholmene blev vi opslugt af en tyk tåge og det blev helt vindstille. Vi kunne ikke se længere end en max kabellængde. Vi var de første lystsejlere der ankom til Christiansø den morgen. Den første plads vi udså os, var ikke tilstrækkelig dyb og vi endte med at stå på bunden med kølen. I stedet lagde vi til lige ved broen mellem Christiansø og Frederiksø, da vi havde gjort fortøjningerne fast ankom den første færge fra Gudhjem og tågen lettede.

Ertholmene

Christiansø er et lille samfund med knap 100 indbyggere og op til 3 x så mange besøgende om sommeren. En tur til Christiansø er en tur tilbage i tiden, her har man ikke så travlt og sker der noget som er mere spændende end det man var på vej til, ja så omprioriterer man. Noget af det helt specielle ved Christiansø er at man har forladt både regioner og kommuner, ejeren er staten og administreres af forsvarsministeriet, der ansætter en administrator. Fæstningen blev grundlagt i 1684 som en søfæstning, men mistede med tiden sin betydning. Under Napoleonskrigene fik Christiansø igen militær betydning og skanserne blev udbygget til det man i dag kan opleve hvis man besøger øen.

Christiansø ligger som en resteplads på ruten fra østersøen og ud til Skagerak og Atlanterhavet. Det var i baltikum man kunne hente råmaterialerne til skibsbygning: hamp, kanvas, tømmer jern og tjære. Under Napoleonskrigene ønskede Danmark at holde sig neutrale og i stedet for at bruge penge på at føre krig, ville man tjene penge på at transportere gods for de stridende parter. Engelske aggressioner og terrorbombardementer førte dog Danmark ind i Napoleons arme og den væbnede strid. Neutraliteten kunne ikke opretholdes og England blev hovedfjenden. Således blev Christiansø et af de danske epicentre for kaperiet, hvor man med et kaperbrev kunne drive det der populært kaldes “statsautoriseret pirateri”. Flere skibe blev opbragt og Christiansø blev efterhånden et større og større samtaleemne i admiralitetet i London. Det kulminerede i at Christiansø i 1808 blev mål for englændernes angreb. Angrebet mislykkedes, men viste de svagheder der var i fæstningsværket, som førte til udbyggelsen. Gennem resten af krigen blev planer om en erobring af fæstningen dog løbende hevet frem af skuffen i det engelske admiralitet, ikke mindst på grund af admiralitetet havde fejllæst et spionkort over havnen, og troede dens størrelse var langt større end det forholdt sig.

Når solen begyndte at flirte med havet skiftede stemningen på øerne. De sidste turister havde forladt kajen til de lokales klapsalver og de sidste ærinder skulle løbes inden aftensmaden. Ombord havde vi fået besøg, Carl kendte en af de lokale og vi fik vekslet røverhistorier over en øl i cockpittet mens vi blev trakteret med røgede sild. Efter en kort aftentur rundt på skanserne endte vi tilbage ved havnen, oppe på plateauet kunne vi høre musikken spille og de eneste på havnen var de andre sejlere. Som natsværmere mod lyset søgte vi mod Gæstgiveriet for at få lidt vådt til ansigtet.

På Christiansø går man til bal; på månen eller på flisen. Månen er forsamlingshuset på Frederiksø og flisen er terrassen ved kroen. Der havde været børnekarneval på månen, samme eftermiddag, så musikken og de skummende øl var at finde på flisen. I løbet af aftenen spillede orkesteret op til dans for både lokale og besøgende.

I løbet af natten vendte vinden og vi fik en noget urolig nat i havnen. Et hurtigt kig på vejrudsigten afslørede at det ville blæse yderligere op op løbet af dagen. Vi stak derfor mod Bornholm ved morgengry og havde de næste 3 timer kursen direkte mod Hammerodde Fyr. Som solen kom højrere på himlen få vi også flere sejl langs kysten. Ved 7-tiden om morgenen rundede vi Hammerodde Fyr og havde helt fladt vand ind i Hammerhavnen. Her forlod de første lystsejlere havnen og vi kunne lægge Sophie til og få tiltrængt morgenmad og en lur inden vi pakkede sammen og kørte tilbage til København.

Tak til ferieglæder min ven!
Bornholm! Vi vil mødes igen!